Laboratoriet

Rammer og arbejdsbetingelser

Brugere af Laboratoriet

Laboratoriet er et forum for den professionelle scenekunst fra hele Norden. Det henvender sig til kunstnere inden for teater, performance og nyere cross-over genrer, der også kan involvere andre kunstarter som dans, musik, billedkunst, digitalkunst.

Laboratoriet er ikke et vækstlags- eller talentudviklingsforum, men det betyder ikke, at vækstlag eller unge talenter er bandlyst fra Laboratoriets eksperimenter. Der er blot ikke specielt fokus på nyt talent eller ungdom.

Laboratoriets eksperimenter kan igangsættes på to måder:

  • Laboratoriets ansatte definerer, projekterer, inviterer og igangsætter
  • Laboratoriet vælger et udefra kommende forslag og indgår med en sparringspartner/ procesanalytiker

Når Laboratoriet vælger et udefra kommende forslag til et eksperiment, holdes der en række formøder med de involverede for at fastlægge formål, forløb og dokumentationsform. Fokus, spørgsmål og metoder formuleres nøje inden eksperimentets start. Forhåndsafklaring og efteranalyse er mindst lige så vigtige som selve eksperimentets forløb.

Desuden lægger Laboratoriet vægt på, at erfaringer fra eksperimenter videreformidles til en bredere kreds af fagfolk. Dokumentationsformen vælges ud fra det enkelte eksperiment.

 

 

Økonomi

Alle deltagere i et Laboratorie-eksperiment er lønnede - en ugeløn er i øjeblikket 5.000 kr. - og Laboratoriet stiller lokaler og teknisk udstyr til rådighed. Øvrige udgifter bliver ikke dækket, men Laboratoriet bestræber sig på at hjælpe med at finde en billig bolig i arbejdsperioden. Der vil normalt ikke kunne dækkes udgifter til specialteknisk udstyr, kostumer el.lign. Vi har valgt at bruge vores midler på det væsentligste: at købe folk tid og frihed.

Visninger og dokumentation

Der er ingen offentlige visninger i forbindelse med et eksperiment, medmindre dette indgår som en speciel del af eksperimentet. Visninger for et inviteret publikum kun i særlige tilfælde og efter aftale mellem Laboratoriet og de deltagende kunstnere. Laboratoriet stiller ingen krav om præsentation af arbejdet. Efter aftale kan der være specielle forpligtelser til videreformidling af erfaringer og dokumentation fra et eksperiment, f.eks. i forbindelse med konferencer, seminarer el.lign. Alle eksperimenter dokumenteres grundigt, og dokumentationen er tilgængelig på denne hjemmeside.