
eksperiment 2
fakta, fiktion og tekst
Sæsonens andet eksperiment blev foreslået og ledet af det unge kompagni Teater Polen, der havde premiere på sin første forestilling, monologen ”Sover godt om natten” på Plan B i 2004. Teater Polen består af bl.a. skuespiller og dramatiker Troels Thorsen, dramaturg og instruktør Anne Müller og dramaturg Jacob Brønnum.
Eksperimentet har dannet led i forberedelserne til prøverne på Teater Polens nye forestilling, ”Små bidder af Kiwi”, der har premiere på Bådteatret i februar 2006. Troels Thorsen har igen skrevet manuskript og spiller selv med i forestillingen sammen med Pil Egholm. Anders Lundorph instruerer, og Jacob Brønnum er dramaturg.
Med udgangspunkt i det nye manuskript har Laboratoriet dannet ramme om en uges arbejde med udvikling og afprøvning af de forskellige fiktionslag og fiktionsbrud, som stykket er bygget op omkring. Også stykkets dramaturgi og historie har samtidig været igennem et udviklings- og rådgivningsforløb.
Troels Thorsen har fået mulighed for at arbejde i en slags ”mellemrum” mellem skrivefase og prøvefase, hvor han har kunnet fungere som dramatiker og skuespiller på samme tid. Manuskriptet er blevet udviklet og afprøvet i en koncentreret proces med Barbara Simonsen fra Laboratoriet som procesanalytiker og manuskriptdoktor.
