Laboratoriet

eksperiment 5

karakter, krop og tekst

Et 9 dages eksperiment i en prøvesal på Statens Teaterskole.

Eksperimentet havde til formål at undersøge det magiske øjeblik, hvori en scenisk karakter opstår. Både på et indre, subjektivt niveau: dvs. de specifikke elementer, som gør (som sammensætter det moment hvor) at performeren opfatter sig selv som en karakter; og på et ydre, objektivt niveau: dvs. de elementer, der som minimum skal til, for at tilskueren/betragteren opfatter performeren som en karakter.

Eksperimentet kombinerede reflekterende diskussion med forskellige praktiske øvelser med udgangspunkt i de medvirkendes forskellige ekspertområder (skuespilteknik, dans, performance og klassisk sangteknik). 

Eksperimentet indgik som en del af to større undersøgelser:
1) dels Barbro Smeds artist-in-residence projekt under Nordic Resort, med titlen: ”En rollkaraktär - vad är det egentligen för en människa?”,
2) dels Laboratoriets eksperimentrække ”Manuskriptudviklingsmetoder”, som undersøger alternative metoder til tekstproduktion i scenekunsten.

Formålet med begge undersøgelser var at bryde med vante opfattelser og arbejdsmetoder, især den psykologiske karakteropfattelse og den individualistiske manuskriptmetode, og bidrage til udviklingen af nye produktionsprocesser og nye valgmuligheder for den moderne scenekunst.

Eksperimentet havde grundlæggende et dobbelt sigte:
1) at afprøve konkrete metoder til skabelsen af karakterer og på baggrund heraf indsamle nye muligheder til konkret tekst- og forestillingsarbejde, og
2) at stille spørgsmålstegn ved, hvad en karakter egentlig er - i forskellige former for scenekunst, i forskellige scenekunstneres opfattelser, i forskellige metodiske tilgange. Ved at udforske det komplekse samspil mellem det, der sker på gulvet, og det, der sker i vores hoveder, kan vi ikke undgå også at kaste os ud i en filosofisk rejse.

Deltagere i Eksperiment 5
Forsøgsleder og dramatiker: Barbro Smeds
Procesanalytiker og instruktør: Barbara Simonsen
Dramaturg/observatør og dokumentationsrapport: Deborah Vlaeymans Overgaard
Skuespillere: Iben Philipsen og Anya Sass
Dansere og koreografer: Moa Hanssen og Anna Källblad
Sanger: Annette Taranto
Arrangører: Laboratoriet v. Entré Scenen, Statens Teaterskole, Nordscens Nordic Resort-program