
Gorey på tværs
I februar 2008 afholdtes det første eksperiment i den nye eksperimentrække.
Det var initieret af eKleKtisK teaterproduKtion og delvist financieret af Puljen til Scenekunstnerisk Udvikling.
De fire scenekunstnere, der stod bag ideen, kontaktede Laboratoriet for at samarbejde om udarbejdelsen og gennemførelsen af et eksperiment.
Dramaturg Sandra Buch, koreograf Dorte Petersen, scenograf Nicolai Hart Hansen og komponist Czeslaw Mozil ønskede at udforske muligheder og redskaber til en tværkunstnerisk metode, der er ikke-hierarkisk.
Eksperimentet afprøvede 3 modeller, der havde fokus på et ikke-hierarkisk, praktisk samarbejde, men som lige så vigtigt havde til formål at synligggøre de 4 forskellige kunstarters samspil og bidrag i det fælles produkt.
Det medførte overvejelser om de forskellige kunstarters essens, om den enkelte scenekunstners evne til samarbejde og crossover, om dramaturgi som kunstart, og om fordele og ulemper ved at arbejde ”demokratisk” og uden instruktør. Desuden var arbejdet en forberedelse til videre samarbejde mellem de fire om en forestillingsproduktion.